Blå Kristtorn

En herlig vinterfarve i haven giver Kristtorn, Ilex meserveae, der er udpeget til Månedens Plante i november. 'Blue Prince' og 'Blue Princess' hedder de smukkeste, og vil man også have smukke røde bær, så må man have en plante af hver. Kristtorn, Ilex på latin, har altid været sagnomspunden. Før voksede den vildt langs kysterne, og man troede, at den beskyttede mod trolddom. Derfor naglede man nogle grene fast på døren omkring juletid. Man siger også, at Kristi tornekrone var lavet af Ilex, deraf det danske navn.

I England bruger man også kristtorn til hække, men den trives bedre fritstående eller i beplantninger med f.eks. nåletræer. Man kan også plante kristtorn sammen med f.eks. japansk dværgløn med rødbrogede blade, dværgforsythia med lav voksemåde og gule blomster eller gulbladet berberis. Alle planter som giver spændende kontraster.

Smuk og hårdfør

Blå kristtorn, Ilex meserveae, er en krydsning mellem to tidligere Ilexarter, hvor det er lykkedes at kombinere skønhed med hård førhed. I USA kaldes de Blue Hollies, efter den flotte blågrønne basisfarve på bladene.

Disse er store, blanke og smukt fligede og skifter med lidt indslag af hvidt eller rødt. Den første i serien Blue Hollies er 'Blue Angel' , der har mørke, blågrønne blade og en tæt og bred voksemåde. 'Blue Angel' er hvad man kalder selvfertil, og allerede efter nogle år får buskene glinsende, røde bær. Nyere og lidt mere yndefuld i sin måde at vokse på er 'Blue Prince' og 'Blue Princess'. Som navnet antyder, er de af han-og hunkøn, og for at få de eftertragtede røde bær må man have en plante af hver. 'Blue Princess' er den lidt mere buttede af de to og kan blive 2 meter høj. 'Blue Prince' vokser hurtigere, strækker ligesom lidt på sig og bliver som regel lidt højere.

Gode råd om plejen

Blå kristtorn er meget hårdfør og let at plante. Trives fint i skygge mod nord, kan også klare en plantning mod vest, hvor der er mere vind. Trives naturligvis også udmærket i fuld sol. Hverken gødskning eller beskæring af buskene er nødvendig. Men til jul kan man klippe grene af til farverige dekorationer i krukker og vaser. Og det er da betryggende af vide, at de også beskytter mod trolddom og andet ondt.